Lidt om os der har til huse i kennel Haus
Ulverstone.
Det hele begyndte tilbage i 1958, hvor jeg, Pia,
blev født i en familie hvor der var schæferhunde
både oppe, nede ude og inde. Jeg plejer at
sige, at jeg nærmest er født og opvokset
på ryggen af en schæferhund. Derfor
blev det også naturligt for mig, at skulle
jeg senere hen i livet have hund, så måtte
det blive en schæferhund. Jeg havde dog forsøgt
mig med en Skotsk Terrier, og senere hen en Beagle.
Begge hunde var søde og dejlige hunde, men
for det første manglede jeg lidt størrelse
hos hundene, og især manglede jeg den intelligens
og arbejdslyst, som kendetegner Schæferen.
Gennem min fars opdræt af schæferhunde,
havde jeg lært en masse om disse dejlige dyr.
Jeg havde været med ved utallige fødsler
og fulgt min far til træning i politihundeforeningen.
Da jeg blev gammel nok til selv at håndtere
en hund, fik jeg min egen, som jeg selv skulle træne
og køre op til kåring. Det var spændene
og meget lærerigt, men først og fremmest
var Maizi, som hun hed, min bedste ven. Jeg lærte
at stole på og respektere hunden, som det
enestående individ hun var.
Min far, som var instruktør i PH, var en
god læremester, han forstod gennem hele livet,
at få os børn (vi er 4) til at forstå,
at en hund skal behandles med kærlighed, fasthed,
respekt og tillid. Noget jeg den dag i dag, stadigvæk
håndhæver i min egen familie.
Da min mand Jesper og jeg skulle anskaffe hund,
for min mands vedkommende den første hund
i hans liv, blev det da også en schæferhund.
Veksøhøjs Mykene, som hun hed, fik
vi i 1987. Hun var en fantastisk dejlig hund, som
blev et elsket medlem af familien. Det blev måske
ikke til så meget med træning og udstilling,
men hun fik lært det grundlæggende i
PH. hvor min mand gik til træning.
Når man har hund for første gang i
sit liv, som det var tilfældet for min mand,
er der meget der skal læres, og man begår
selvfølgelig nogle fejl hen ad vejen. Men
trods det ringe kendskab til hundetræning
og schæferhunde i særdeleshed, så
klarede de to sig rigtig godt. Og da Mykene 9 år
gammel, fik nyresvigt, og vi måtte gå
den tunge gang til dyrlægen, ja da var det
min mand der tog af sted med hende. Måske
ikke så meget fordi han gerne ville, men Mykene
var uhelbredelig syg, og jeg var på
familiebesøg i flere dage, så der var
kun ham til at gå vejen. Det var tungt, men
også en oplevelse der følger med når
man har hund. Han bekendtgjorde godt nok efterfølgende,
at det skulle vare længe inden han fik sig
en hund igen...
Men én gang hund, altid hund. Så efter
nogle år uden hund, fik vi i sommeren 2003
Utz. En fantastisk dejlig han, fra kennel Rylebo.
Vi havde nu meldt os ind i Schæferhundeklubben
i kreds 23 Slagelse. Denne gang, var det mig der
startede med træningen, og Utz var fra start,
en kanonhund at træne med. Han viste også
fine takter på udstillingssiden, men en del
vokseværk, satte ham i stå i et halvt
års tid, og det viste sig hurtigt, at Utz
måske ikke var den bedst egnede udstillingshund,
da han voksede sig "temmelig" stor, men
til gengæld er han en rigtig god arbejdshund.
Efterhånden som Utz blev større tog
min mand over for mig, og jeg kom ind i foreningsarbejdet
i kreds 23, hvor jeg er redaktør af klubbens
blad, sekretær i bestyrelsen og har haft lidt
kantinearbejde.
Og når man nu kommer så meget i en klub,
så får man jo også en masse nye
venner, der i blandt Martin og Jeanette fra kennel
Wildmarken, som i foråret 2004 havde Kimmy
gående. Kimmy var på det tidspunkt ca.
6 mdr. gammel, og jeg forelskede mig vildt og inderligt
i hende. Vi købte Kimmy og det har vi aldrig
fortrudt.
Udover at være Utz' s bedste ven, så
er Kimmy familiens charmetrold. Og da det viste
sig, at Kimmy havde "gods" i sig, valgte
vi at bekoste uddannelse og kåring på
Kimmy i Tyskland. Ikke fordi vi ikke selv ville
køre hende frem, men da jeg er lidt gangbesværet,
og min mand ikke følte, han på daværende
tidspunkt var fit for træning af 2 hunde,
valgte vi at sende hende til Tyskland.
Kimmy fik sin SCHH1 og kåring i juni 2005,
og har udviklet sig i den rigtige retning. Så
i november 2005 blev hun parret med V13 Bob von
der Grafenburg, og d. 5. januar 2006, fik vi så
vores første hvalpe. Tre af hver, hvoraf
den ene tæve, desværre ikke levede.
Med 5 dejlige hvalpe i kassen og kennelnavnet på
plads føler vi at vi nu er kommet i gang.
Og under hele Kimmy's drægtighed og efterfølgende
fødsel, har Utz været ved hendes side.
Hans fornemmelse for at beskytte hende og hvalpene,
er helt unik, selvom han er nok så stor, så
er han uendelig god og kærlig overfor både
Kimmy og hvalpene, og vi er meget glade for at have
ham som beskytter og præger overfor hvalpene.
Og jeg er sikker på, at Utz føler sig
lige så meget som far, som Kimmy er mor for
dem. Sidenhen har Kimmy haft yderligere et kuld
hvalpe i sommeren 2006 og i 2007 forventer vi et
nyt kuld d.1/6. Jeg har kun én sorg i alt
dette, at min far ikke længere lever, for
hvor ville jeg dog have været stolt, hvis
jeg kunne have præsenteret ham for "mit
første kuld". Og vist ham, at hans kærlighed
til verdens bedste hund, er givet videre til mig
og min familie.
Jeg vil så sige, at når vi nu ikke har
min far, at spørge til råds, så
har vi i Martin og Jeanette - Kennel Wildmarken,
fået nogle rigtige dejlige venner, som hele
vejen igennem har rådet og vejledt det allerbedste
de kunne. Og det er takket være de to, at
vi i dag har startet Kennel Haus Ulverstone - Tak
for det!
